Bananer.

Ordene falder mig ikke umiddelbart ind. Det er en kamp, så langt inde i vinteren, at finde dem frem fra gemmerne. De er begravet under snedriver, isslag og dårlige minder (jeg har lyst til at rime minder med kvinder, men det føler jeg mig aldrig voksen nok til). Jeg drikker varm kakao hjemme en lørdag aften i mit eget selskab. Min plan er at lave en tærte i morgen. Og så at overleve. Som Nicholas engang skrev, så laver vi mange planer, mest for ikke at dø. Og det er rigtigt, det er alle de planer vi ikke tænker over, men som sætter fundamentet for alle vores dage. Men der er en forskel på at lave planer for ikke at dø, og så at lave planer for at leve. Jeg glemmer nogle gange det sidste. Og så skyder jeg skylden på vinteren, når det endelig går op for mig, fordi den er for kold til den slags. Eller på sommeren, fordi den er for varm. Og så sætter jeg Roxy Music på pladespilleren og glemmer at der overhovedet var grund til at slå alarm.

Jeg er blevet mere opmærksom på min holdning. Jeg er sumpet sammen i løbet af min ferie, og min manglende energi er primært på grund af, at jeg sidder sammenklemt. Ret ryggen, hagen frem. Jeg husker tydeligt da Rikke lærte mig hendes trick til en god holdning, “bananer”. Man skulle bare finde noget lidt underligt som man ofte tænkte på, som man kædede sammen med en reminder om, at man skulle rette ryggen. Hun tænkte ofte på bananer, så hver gang hun kom til at tænke på bananer, ville hun rette ryggen.

Nu tænker jeg ofte på bananer.

Det er lidt ærgerligt, at de bedste ting i livet ofte også er de mest forgængelige. Jeg har købt et vildt lækkert halstørklæde. Det er så sindssygt blødt og fuzzy og bare all the hugs in the world pakket sammen i et stykke stof. Downside: det fælder helt ekstremt og holder garanteret ikke mere end en sæson eller to. Sådan nogle ting kan jeg godt blive lidt ked af. Jeg elsker gode ting. Flotte ting, lækre ting. Men jeg er så bange for at ødelægge dem, at jeg næsten aldrig tør bruge dem. Ikke før jeg har fundet noget, som er endnu mere lækkert. En dag kommer jeg til at bruge 400 kroner på en læderindbundet notesbog. Så kan jeg omsider få brugt de 30 almindelige jeg har liggende på lager.

I could walk you through the park
If you’re feeling blue
Or whatever
Spring, Summer, whenever
Winter through Fall
I’d do anything to turn you on
Anything to turn you on

(Roxy Music: “To Turn You On”) I need to decide whether I want a volunteer job at Heartland again this year or just go as a paying guest. It was amazing last year. Such a great atmosphere between us workers. But of course, I had the best job anyone could ever want, setting up Brian Eno’s exhibition, meeting him, eating breakfast with him. There’s no way I can top that this year. But regardless I really need to go there and see Bryan Ferry perform some of these old Roxy Music songs. Avalon has shaped my mood over the last year like no other record. Hard to say if that’s a good thing or not. It’s probably the only record that’s as hopelessly romantic as I am, and while I obviously enjoy indulging in those emotions, you can drown in them. I’m really good at drowning.

Tomorrow I’ll be faster
I’ll catch what I’ve been chasing after
And have time to play
I’m quite alright hiding today

(Alex Turner: “Hiding Tonight”) I think Alex Turner’s Submarine soundtrack will be this year’s Avalon for me. I finally bought the 10″ and I’ve been playing it non-stop ever since. It’s a beautiful record, and I’ve loved the tunes ever since I first saw the movie, and especially since the 3rd or 4th time I saw it, when we created memories to it. There’s always that risk that you create memories with people that end up ruining bands for you, but it hasn’t really happened for me. I still love Alex Turner, Beach House and Moderat though they’re tied to lost love. And I love Bon Iver even though they’re tied to the weirdest love story ever.

I’m not at all sure about my view on how life progresses. I tend to think life “moves forward,” yet it’s so entwined with the past at all points. We constantly go into retrospective thoughts, revisiting moments that happened a long time ago, reliving them if the memories are strong enough. And it all somehow becomes part of the present again; it keeps shaping the things we do, the words we write, the conversations we have. It keeps forming us, like hands reaching out of the past, always not quite happy with how the lump of clay ended up looking.

I like that picture: hands reaching out of the past. I’ll save that for some fortunate poem later.

I’m not the kind of fool
Who’s going to sit and sing to you
About stars girl

But last night I looked up into
The dark half of the blue
And they’d gone backwards

(Alex Turner: “Stuck on the Puzzle”) Quite possibly the sweetest song this side of the galaxy. There’s just something about his voice and phrasing when it all gets a bit more stripped down. Not that I don’t absolutely love Arctic Monkeys, I do. But the side of him that this album shows is just so sincere. Such a hopeless romantic.

I know. Drowning.

Somewhere along the way I changed this blog post to English? I have no idea why or how or when. It reflects my thoughts pretty well, I guess. They shift between Danish and English throughout the day. I don’t think I’ve ever done it in a blog post before though.

Men det var heller ikke meningen, at jeg ville skrive om musik, eller at jeg ville skifte sprog, eller at jeg ville snakke om alt muligt, som ikke har med i dag at gøre. Jeg ville egentlig bare snakke om min aften, men fortiden griber altid ind, og musikken griber altid ind. Og så bliver man grebet, og så sker ting. Det var heller ikke meningen, at jeg skulle høre Twin Sister i aften. Men det gør jeg nu. Verdens bedste band på deres to første EP’er.

I want a house
Built of old wood
You can paint it any color you like
Just so long as I can live with you

(Twin Sister: “I Want a House”) Jeg ville bare gerne fylde min blog med et nyt indlæg, som ikke skulle fylde så meget. Nu fylder det meget. Men jeg tror på at det er meningen, at der skal et rodet indlæg til engang imellem. De sidste par stykker har også været meget ordentlige og on-point. Det ville være en skævvridning af mig som person, hvis jeg kun postede det, som kom til mig som en tydelig idé. Så ville jeg bare begynde at skrive dårlige opgaver, fordi jeg måtte bruge dem som mit frirum til at lufte ud i min rodebunke af et tankenetværk.

Næste uge bliver spændende. Men det gør alle uger jo forhåbentlig. Først og fremmest bliver i morgen spændende. I morgen bliver god.

Jeg prøver at leve efter Borges’ ord om at føle livet poetisk, at leve poetisk. Som når jeg husker at dufte til verden, og bruger mine øjne som to filmkameraer, der lægger mærke til, hvordan verden skygger for sig selv. Men jeg skal lige minde mig selv om det engang imellem.

Bananer.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s