Verdensstøj.

Jeg glemmer musikken i verdensstøjen, når jeg en måned i træk spærrer mig inde mellem hovedtelefonernes puder, og hører rock, hip-hop og pop i stedet for biler, fugle og fodspor der sættes. Jeg glemmer at kigge op, når solen går ned, og har kun blik for mine egne grå skridt, når der er en verden af farver trukket hen over himlen. I dag blev jeg blindet af snehvide forlygter, der skød som projektiler mellem et rækværk, mens jeg gik med tasken fuld af føde, og jeg hørte den bevægende susen fra begge retninger, af folk der var på vej hjem igen. Jeg så et anstrengt smil i øjenhøjde, da du løb forbi mig, spinkel og hurtig, med din fletning der slog dig til ridder igen og igen uden ende for hvert lange skridt du tog. Vi drejede vores ansigter samtidig, som man gør det, når man passerer mennesker, og dine øjne brændte sig fast i min hukommelse med deres glød fra gadelygtelysets genskær i dem. Jeg kiggede bagud efter dig, som man gør det, når man passerer interessante mennesker, og dine fletninger fortsatte deres dans henover dine skuldre; dine skridt fortsatte deres stille thump-thump mod jorden; dine øjne fortsatte deres blik mod mit.