Grænseløs.

Jorden ryster under mig. Små usikkerheder i min gang, blot når jeg tænker på den, fortæller mig, at det er sandt. Det er så virkeligt, som en tanke kan blive. Det er hovedet der svajer i luften. Det er følelsen af, at alting løfter sig eftersom tyngdekraften bliver svagere. Det er Solen der hiver og flår i mig; forsøger at trække mig væk fra den sikkerhed, jeg har skabt mig her. Og jeg vil med. Jeg vil ud over det som jeg vil ud over. Op gennem skyer og atmosfære, op til alting bliver horisont og der ikke længere er nogen skarp grænse mellem tanken og det tænkte, mellem berøringen og det berørte.

Det er det grænseløse jeg ønsker mig. Det er det grænseløse som jeg altid har ønsket mig. Opdelingerne er min hæmsko i alt fra landegrænser til måltidsrestriktioner. Grænser for formåen. Grænser for hvad man kan tillade sig. Grænseland. Grænserne slutter ikke engang herude. Ethvert tyngdefelt er en grænse, selv når Jordens svækkes som nu, og jeg driver bort. Ligesom grænserne i drømmene der bliver udvisket, når drømmene bliver så virkelige. Når jeg for tiende gang på året drømmer at jeg dør, og jeg for tiende gang på året accepterer det, inden jeg vågner.

Hvor er grænsen mellem det levende og det døende? Opfylder jeg overhovedet tilstrækkeligt med kriterier til at være inden for et af områderne? Levende væsener trækker vejret, mens jeg holder på mit. Til gengæld slår mit hjerte i samme ulidelige taktslag som rytmen det blev udstukket da det blev til.

Der er en skrøbelighed i dine øjne, som åbner dig for mig. Men du skjuler dem, når du er sårbar. Og selvom jeg driver bort, vender du ryggen til mig, så jeg ikke får et glimt af dine brister, nu hvor de er i fuldt flor. Jeg spørger ikke hvad der er galt, for at kende til det, men for at tilbyde mine øjne, hvis de kan kaste et blidt blåt lys på livet som det er nu. Det er i øjnene alting ligger. Hadet, kærligheden. Det er derfor vi er så draget af stjernerne.

Øjnene er sproget vi deler med andre dyr, og driver jeg længe nok, kommer jeg til at se små grønne skabninger, med øjne der kan læse min sjæl, som kun du har kunnet det. Det er der jeg ved, at jeg er hjemme, og der jeg ville ønske, du kunne komme med. Jeg har ikke gennemskuet vores relation, men jeg fornemmer, at vi kommer fra den samme gamle stjerne på den anden side af mørket. Jeg mærker den samme varme i dig, som den jeg erindrer fra et tidligere liv. Der er nok altid noget der hænger ved, når atomerne på ny skal sættes sammen til et spatiotemporalt fænomen.

Atomerne er den mest grænseløse grænse, vi bevæger os i. De er mine læber, og de er din nakke. Men er de kysset? De er din hånd, og de er min hånd. Men er de kærligheden?

Det er så befriende at se Jorden oppefra.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s