Tungsind på to linjer.

Jeg prøver på at komme ind til tanken. Jeg lukker øjnene, uden helt at vide hvad godt det skal gøre – at lukke øjnene. Som om tanken står på indersiden af mine øjenlåg, når den så tydeligt handler om noget på ydersiden af dem. Som om tanken overhovedet er noget, som kan læses. Det ville gøre undersøgelsen af tanken lettere. Hvis den kunne læses, så måtte den også kunne nedskrives. Men det er vel dét der gør alle former for litteratur så spændende og forvirrende og uigennemtrængelige selvom vi føler vi har fat om dem, at vi har godt greb i ordet og dets mening, så ved vi aldrig, om meningen egentlig sådan lader sig pågribe, eller om den er evigt flygtig, evigt på vej væk, når vi jagter den – om den overhovedet hører til i et medium, som vi kan forstå, et medium som kan mediere mellem to tankebeholdere, hvis man kan tale om sådanne (jeg har det med at se på hjernen som tankebeholderen, selvom jeg, som alle andre der tænker sådan på det, ikke helt kan forklare hvori tanken består, om den er kemisk eller fysisk eller noget tredje), så vi ender med denne evige uvished om det vi læser egentlig er tanken, eller blot noget fortænkt, eller noget helt uden for den forståelige sfære som vi må kalde “kreativitet” eller skabelsens egen kraft, som først kommer frem idet det skabte bliver skabt, som det jeg skriver nu, selvom jeg vil være forsigtig med at kalde det et værk på det her tidspunkt, så er jeg allerede forbi det punkt, hvor jeg med rette kunne sige, at disse ord var min intention, at det var netop dette jeg satte mig for at skrive, da jeg satte mig for at skrive. Det er snarere som om man vælger sin metode, og derefter sker tingene helt automatisk, eller også sker de ikke, det afhænger af ens humør – det er måske den egentlige bevidsthed i værket: den baggrund man bringer samt det humør man er i, når man sætter sig for at skabe noget. Baggrunden er jo altafgørende for indholdet, så meget bliver jeg nødt til at medgive. Jeg kan ikke skrive noget ned, som jeg ikke på én eller anden måde har en relation til gennem mine første 8943 dage; relation her forstået i sin allermest åbne betydning som noget jeg blot har skabt kendskab til; selv kendskab lyder så restriktivt, men det er fordi vi her kommer tilbage til tanken, og alting bliver lidt svært at sætte grænser for og begreber på, når vi snakker om tanken, for hvad vil det sige, at jeg har kendskab til noget – at noget har været igennem mit tankeapparat? Hvad vil det sige, hvis vi antager at jeg ikke er en robot med en computerhjerne og en harddisk som lagrer data som harddiske nu lagrer data? Det er mig en ærlig gåde, hvad det er der sker, når jeg bliver ramt af den duft, som får mig til at tænke på dit ansigt og dit hår og hvordan det altid duftede den sommer som vi kaldte vores sommer dengang vi var unge, selvom vi stadig er unge, men langt fra unge i samme normale betydning af ordet som dengang. Hvad vil det sige at have et “dengang,” at have noget at tænke tilbage på? Det må betyde at vi har bevæget os fremad siden dengang, bevæget os fremad siden den her mur af tekst begyndte, selvom jeg i hvert fald ikke har bevæget andet end mine fingre – og mine arme når jeg skulle rette på mit hår, som jeg altid gør det, selv når ingen ser det, ikke engang mig selv, men bare mere af vane sådan at køre en hånd igennem det, rykke det ud mod højre, og lidt opad. Det slår mig, at det efterhånden er så automatisk, at min retten-på-håret sker nærmest ubevidst, som alle de tusind gange man rører sit ansigt i løbet af en dag (jeg har stadig grumme minder om Contagion). Og hvor drager man grænsen mellem den ubevidste handling og den bevidste – den handling for hvilken der ligger tanke bag? Vi kan antage, at jeg skal tænke aktivt over noget, for at det er en bevidst handling, men hvis nu der oprindeligt var en tanke bag min handling, der var et reelt forsæt, og det forsæt blot blev gentaget så ofte, at jeg ikke længere behøver tænke det eksplicit (det er second nature), kan vi så ikke godt sige, at min ubevidste hånd gennem håret ret beset er bevidst? Det er et sidespor. Jeg ville egentlig slet ikke tale så meget om tanker, som jeg kom til at lægge op til. Det er bare fordi jeg læser om tanker i filosofi og i kognitionsforskning og når man er ramt af et interessefelt, så begynder det at farve hele ens verden. Pludselig bliver alt der sker for mig muligt at nedbryde i tanker og ord og meninger og betydninger og bevidsthed og demarkationen mellem det hele. Nej, den slags er alt for spændende til den her blog. Jeg ville tale om tungsind. Som jeg altid gør, for hvorfor udvikle sig. Jeg ville tale om tungsind fordi jeg kan mærke, at det begynder at melde sig igen. Jeg kom godt igennem sommeren, efter jeg var ved at bryde sammen lige op til den, men nu er den her igen. Den banker på min dør, den ringer til min telefon, den står som bannerreklame på facebook. Tungsindets tidsalder. Den viser sig som melankoli. Men hvad viser sig ikke som melankoli. Jeg mener, selv den lykkelige, gengældte kærlighed viser sig for fanden som melankoli i ny og næ. Jeg tror slet ikke den lykkelige, gengældte kærlighed ville kunne eksistere uden melankolien. Den kræver savnet, når den anden ikke er i nærheden, til at binde kærligheden sammen igen, når geografien tillader det. Geografi er så underlig en størrelse. Jeg begriber ikke hvor stor verden har været, for en person der har stået, lige netop hvor jeg nu sidder, for 100 år siden. Hvor må det have været let at holde sig til sine egne tanker, sine egne ideer om verdens beskaffenhed, når man ikke havde verdens største opslagsværk ved hånden hele tiden; når man ikke konstant blev bombarderet med nyheder (og ikke-nyheder) fra nær og fjern. Jeg tænker nogle gange at alle de store litterære mesterværker bør være skrevet, fordi vi har så dårlige vilkår nu. Vi er jo ikke længere gearet til at sidde ned og tømme hovedet for tanker om verden – og er det ikke det enhver god bog handler om: verden og menneskene i den. Det er underligt så lokkende det er at blive ved med at læse om mennesker igen og igen. Man skulle tro man snart vidste alt de kunne finde på at gøre, og alligevel tillader jeg mig at blive overrasket hver gang jeg åbner en ny bog, eller en gammel bog af tilpas kompleksitet. Er vi bare så uforståelige, at vi aldrig kan tømme det hav der er af menneskelig handlen? Hører det med til det særlige ved tankens særegenhed, at den bliver ved med at overraske? Det passer godt med baggrunden som vi bringer ind i alt vi beskæftiger os med, at vi også kan blive overrasket af noget, som vi allerede én gang er blevet overrasket af, fordi vi nu bringer en ny videnshorisont med os ind i oplevelsen af det. Nu blev det et sidespor igen. Det er en af de dage. Eller nætter. Åh gud, klokken er allerede ved at være 1. Hvorfor sidder jeg oppe på den her tid. Ikke fordi jeg skal nå noget i morgen, men søvn er altid godt, og jeg vågner frustrerende tidligt for tiden, uanset hvad tid jeg går i seng. Til gengæld har jeg sjove drømme, som jeg på ingen måde ved hvad jeg skal tyde ud af. Jeg bliver ved med at drømme om Annette, som er i Boston i de her dage, uger, måneder, selvom jeg kun har set hende én gang inden for de sidste… 4 år, måske? Hvilket var i august kort inden hun tog af sted. Men pludselig går vi bare rundt og har samtaler i mine drømme nat efter nat. Tre nætter i træk indtil videre. Det er måske bare et tema, at jeg er kommet tilbage til at have “føljetondrømme”. Det havde jeg i min barndom, men jeg kan ikke huske at jeg som sådan har haft dem siden før nu. Der er noget mere at arbejde med for en psykolog der. Under alle omstændigheder er jeg glad for drømmene. Jeg savner hende, hun var en af mine bedste venner tilbage i slutningen af folkeskolen og igennem gymnasiet, og jeg husker fester hjemme ved hendes families strandhus som var det i går, varme sommeraftener med øl og lagkage, og en trykket stemning den aften Michael Jackson døde, og vi sad og spiste morgenmad, Annette og jeg, dagen efter hvor de spillede Michael Jackson hele dagen i radioen, og det var sådan en underlig tristhed, fordi det var slut på en æra som aldrig rigtigt var vores, men som alligevel var så stor en del af os. Og sådan er der meget af livet der føles, når man pludselig mister noget, som ingen rigtigt vidste man havde brug for. Det er hvad der sker, når så meget bliver kommunikeret i tanker, og så få af os er tankelæsere. Der er så meget som går tabt, så mange nuancer, så meget indhold. Vi ser kun overfladen, handlingerne. Og så må vi vælge hvad der skal vægte: det vi har adgang til, eller det usagte som vi kun kan gisne om. Og det er en unfair kamp, for det er i sidstnævnte at alting ligger. Det er der vi finder kærligheden og hadet og fem minutter for og bag. Det er ikke i ordene de ligger. Det er ikke i blomsterne eller bomberne. Det er i tankerne bag, og det er det der gør os så uendeligt håbløse som samfund, fordi vi tror vi kan forstå hinanden, hvis blot vi udtrykker os rigtigt, men hvem ved hvornår de udtrykker sig rigtigt, når alle opfatter forskelligt? Hvem kan vide at deres fredsskrift netop nu ikke bliver benyttet som inspiration for fascisme? Jeg vil så gerne holde dig i hånden. Men det symbol passer ikke med dine tanker. Så meget har jeg læst. Så meget af dine usagte værker har jeg læst.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s