En drøm og en drøm.

Jeg kommer så ofte i gang med at skrive noget, som slet ikke ligner det, jeg havde i tankerne, da jeg satte mig ned. I går prøvede jeg. I forgårs prøvede jeg. Men jeg finder ingen sammenhæng mellem min intention og mit udbytte for tiden. Tiden. Tiden er den, jeg prøver på at skrive om, hver gang jeg sætter mig ned. Måske tiden bare er for svær at håndtere – sådan på skrift. Måske tiden er flygtig, som man siger det. Den er her, og så er den her ikke mere. Tiden går i hvert fald hurtigt, så meget er sikkert. Og langsomt. Gud hvor går den langsomt. Den går næsten mere langsomt end den går hurtigt, og så flyver den alligevel af sted. Den er kompleks, er måske den rette måde at sige det på. Tiden er kompleks. Det er allerede en uge siden, at jeg var på vej hjem fra Berlin. Og alligevel er det kun en uge siden, at jeg var på vej hjem fra Berlin. Og kun halvanden uge siden jeg brugte min første aften der. Det er kun to uger siden jeg var på Roskilde, mens det allerede er to-en-halv uge siden jeg blev færdig med min bacheloruddannelse. Jeg famler i blinde, når jeg forsøger at få greb om tiden. Minder lagrer sig så væsensforskelligt i hukommelsen alt efter deres karakter. Alt det der synes nyt, optager så meget mere plads – strækker tiden så meget mere ud – end de ting, der går igen fra dag til dag. Fire dage i Berlin synes som en måned, når jeg tænker tilbage. En måned midt på semestret synes som fire dage, når jeg tænker tilbage. Og det hele er lige omvendt, når man står midt i det. Det føles lidt som om vi er tidsrejsende, uden helt at vide af det, og uden at kende smutvejene. Jeg drømte i nat at jeg var astronaut, og vi havde fundet en planet der mindede mig om Jeff VanderMeer’s Area X. Naturen var mere frodig end noget jeg nogensinde havde set før, og det var som om denne friskhed lagde sig ind i alle os opdagelsesrejsende. Jeg var ikke en ensom astronaut – som ofte med drømme havde jeg nogle venner med; folk jeg ikke har snakket med i årevis, eller fiktive karakterer, som jeg pludselig kunne mingle med. Drømmene bøjer tiden på en helt anden måde igen. Hvad der kan synes som et helt liv, når man er i drømmen, er pludselig hakket ned til de mindste udskæringer, når man igen vågner. Jeg gad godt vide, om andre dyr drømmer på samme måde, som vi gør. Jeg ser ofte min hund ligge og drømme, når den sover – eller hvad der i hvert fald synes at ligne drømme. Jeg prøver altid at forestille mig, hvilke drømme en hund har. Er de ligeså irrationelle som mine drømme? Drømmer hunden også, at den kan flyve som fuglen over den? Har hunden også et begreb om tiden, som bliver udstrakt og skrumpet ind, alt efter hvad den oplever? Der er så meget jeg gerne vil vide. Jeg vil gerne vide, om tiden også går hurtigere for dig, når vi er sammen. Vi skulle jo bare drikke en kop kaffe forleden, men det tog os lynhurtigt fire timer, før vi igen skiltes ved vejen. Jeg kunne ikke læse dig. Jeg har altid svært ved at læse dig. Når jeg bliver helt smittet af dit selskab, og ikke kan lade være med at tale om de fremtidsminder der allerede kører rundt i hovedet på mig, om hvordan vi kan leve om nogle få år. Jeg ved det her nok er endnu et af mine utallige benspænd for mig selv, men jeg kan ikke lyve: det her er stadig min forelskelse; det her er stadig den fremtid jeg husker. Men jeg kan ikke læse dig. Du smiler altid af mine planer, inden du bliver lidt stille – og jeg ved ikke om det er fordi der er noget du vil sige, eller noget du er bange for at sige. Og så lyser du op igen senere på dagen, når jeg bryder den stille tavshed der kortvarigt opstod mellem os, og gør mig endnu mere forelsket. Jeg ved at min nye sang kommer til at handle om dig, hvad end den så kommer til at handle om. Jeg har indspillet keyboard-bunden til en atmosfærisk kærlighedssang. Det bliver nok lidt et synthpophelvede, men det er også på tide jeg laver sådan et nummer, selvom jeg i virkeligheden bare burde indspille et cover af Yellow med præcis udtale i omkvædet. Det er også forkert af mig at kalde det et benspænd. Så længe jeg er overbevist om, hvad der vil være det bedste for mig, kan det vel ikke være et benspænd, så længe jeg ikke lukker den vej af. Det er på tide jeg bliver et mere beslutsomt menneske, i stedet for at løbe rundt og holde alle døre åbne, når jeg så ender med ikke at gå ind af en eneste af dem. Jeg har bare været så dårlig til at vælge rigtigt før i tiden, så jeg har altid været bange for at skærme muligheder af. Jeg vil jo have det helt store. For jeg længes stadig efter et liv, der former sig som en film, og med dig føles det endelig som om, der faktisk er en historie at fortælle.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s