Drengen og Sommerfuglen.

Det er mørkt udenfor. Det er som om jeg aldrig rigtigt vænner mig til det, på trods af aldrig at have kendt andet. Bare fordi det er juni betyder det ikke, at det ligner sommer udenfor. De mørke skyer ligner i hvert fald ikke sommer. Der er ikke vand i luften endnu, men det ligger der. Lige over. Lige over luften er vandet, og lige under luften er vandet. Det er en våd sandwich vi bevæger os rundt i. Det var godt nok et grimt billede, men jeg beholder det. Man må huske at gemme sine fejl engang imellem, og ikke glemme dem allesammen. Der flyver dagligt en sommerfugl ind til mig, når jeg holder mit vindue åbent. Den har sat sig helt oppe i lyshjørnet i dag med sammenfoldede vinger. Jeg ved ikke om vi er venner, men vi er i hvert fald fortrolige. Den ser alt jeg gør, og jeg ved, at den har set det. Det er det mest intime forhold i mit liv for tiden. Drengen og Sommerfuglen. Det lyder som en børnebog eller en erotisk fransk film. Den har flotte vinger, så jeg er egentlig lidt ked af, at den har valgt at folde dem sammen i dag. I går sad den med dem udspredt i flere timer. Det var et godt syn, det hjalp mig med at lave ingenting. I dag er der ingenting der hjælper mig med at lave ingenting. Det er nok derfor jeg skriver det her. Jeg ved godt, at jeg burde lave noget. Jeg burde læse om vækstmodeller og strategier, om integreret marketing, om de syv P’er. Men onsdag føles så langt væk, selvom det er i overmorgen, og jeg skal ikke bruge den viden før onsdag. Torsdag føles endnu længere væk. På torsdag tager jeg på Roskilde. 2011 var sidste år jeg ikke var alle dage på Roskilde. Det er underligt at se billeder og reportager derfra, mens jeg sidder her i mit blomstrende sengetøj og ser dagen passere gennem vinduet. Jeg kan kun se halvdelen af vinduet herfra, men det er også rigeligt til at vide, at der ikke sker noget i min lille del af landet. Min Roskilde-kasket hænger på min guitar, som den har gjort siden vinter. Der bliver den nok ved med at hænge. Jeg får næsten ikke spillet for tiden, selvom jeg tænker meget på det. Jeg lever bare i en konstant vurdering af hvad jeg kan tillade mig at bruge tiden på. Sådan nogle eksamener griber lidt ind i ens liv, synes jeg. Også selvom jeg forbereder mig langt mindre end jeg burde, så går jeg og tænker på, at jeg bør forberede mig. Og pludselig er der gået en time med at tjekke Twitter, Instagram, Facebook, Snapchat, Instagram, Facebook, Snapchat, Twitter, Tumblr, WordPress, Snapchat. Og sommerfuglen sidder stadig med sine vinger foldet. Jeg gad godt at kunne blive et andet dyr. Nok ikke hele tiden. Jeg kan o.k. godt lide at være menneske. Men bare engang imellem. Så kunne man flyve af egen kraft. Eller man kunne blive nusset på maven bare ved at spinde. Det er underligt. Der er nærmest ikke noget jeg finder mere intimt end at nusse andre på maven. Jeg kan godt lide at kysse og sådan, men bare langsomt og spændt at nusse nogen på maven, så bliver det altså næsten ikke bedre. Da jeg nussede din mave for snart mange år siden, troede jeg at det var starten på noget helt vildt. Hej våd spand vand i hovedet. Nu er det måske faktisk ved at blive til starten på noget, selvom du er i Spanien. Men der er du ikke så længe. Kun lige længe nok til at jeg når at savne at få beskeder fra dig. Det er godt at savne engang imellem. Ligesom det er godt at være jaloux. Jeg er stadig lidt jaloux over det. Det må du godt vide. Jeg kommer til at tænke på det, og jeg ser det for mine øjne, og jeg bliver jaloux. Men måden du forklarede det på gjorde det bedre. Du havde brug for et punktum. Han var et punktum. Er han det? Det ville i hvert fald gøre det lettere. For selvom et punktum sjældent kun kommer én gang, så er det alligevel slutningen på noget. Det er op til mig at være sætningen. Og er der ikke et kapitel i Ulysses hvor James Joyce ikke sætter et eneste punktum? Det har jeg i hvert fald fået fortalt. Sådan en sætning vil jeg gerne være for dig; en sætning der strækker sig over et helt kapitel. Det må vi efterhånden også have sparet op til. Med al vores irrationelle drama og de titusinde sider vi har læst, siden vi først begyndte at læse hinanden, må vi have tygget os gennem nok materiale til at kunne skrive sådan et punktumløst kapitel. Men samtidig har vi bare slet ikke prøvet noget sammen, på trods af alt det vi har været igennem. Vi har ikke set hinanden i fire år nu. Fire år. Det er lige før jeg tror, at vi en dag kan blive til en chick-flick. Det skal nok være din karakter der er mest i fokus, hvis der skal være lidt kød på historien.

[Tænkepause]

Jeg prøver på at spænde ben for mig selv hele tiden. Jeg var lige ved at gøre det her igen. Selv når jeg sidder i sengen, bereder jeg mig på at få det forkerte ben ud først. Jeg forstår det stadig ikke rigtigt. Er jeg så bange for, at noget måtte lykkes mig, at jeg absolut skal prøve at spolere det? Er skyernes grå farve så lokkende, at jeg bare ikke kan lade være med at lade melankolien råde? Jeg skrev det her forleden: “Jeg elsker billedet af himlen med sol og måne og skyer til at gemme det hele væk. Jeg elsker generelt det grå mere end man burde. Der er så mange muligheder i det. Grå kan være tårer og længsel og uforløst liv. Men det kan også være den varmeste farve, hvis bare man forstår den.” Jo mere jeg tænker over det, tror jeg snarere det er den grå farve der forstår mig, end mig der forstår den. Man kan vel for fanden ikke forstå en farve. Man kan forstå et farvevalg, men man kan ikke forstå farven. Men sådan er det nu. I poesien må man godt snyde, hvis det lyder godt. Det skulle være mit træk hvis jeg var politiker. “Du snød mig!”, “Ja, men det var i poesiens navn!” Lad politikerleden få frit løb! Men helt seriøst, det er mørkt udenfor, og jeg forstår det ikke. Og du er i Spanien, og det forstår jeg godt, men så alligevel ikke. Og jeg kom til at tænke på hvad det vil sige at elske tidligere i dag. Og der forstod jeg intet overhovedet. Der er så mange forskellige former for kærlighed man kan føle, at det gør helt ondt i hovedet. Jeg holder mig som oftest til den æstetiske fascination. Det kan jeg forstå: pæn ting = god ting. Jeg vågnede fra en middagslur i går, hvor jeg havde drømt om min store forelskelse det sidste års tid. Drømmen var i blide farver, som om der var kastet et sepia-filter ind over hornhinden. Det bør jeg da egentlig kunne gøre. Mon ikke man kan finde nogle kontaktlinser der har den effekt? Det ville være lækkert. Så ville alting ligne Her. Men der vågnede jeg i hvert fald, og jeg var helt rundt på gulvet og dehydreret af at sove i solen, og af ikke at have fået noget middagsmad endnu, og jeg blev grebet af den følelse, som jeg så ofte er blevet grebet af: at alting bare ville være så perfekt. Og det tror jeg også det ville være, hvis det ville være. Men det vil det jo nok ikke, så det bliver jeg nødt til at lade være med at tænke på. Jeg kan bare godt lide den slags tanker. Du siger du mangler romantik i dit liv. Jeg har romantik til overflod, det er bare fanget i de historier jeg fortæller mig selv; i alle de forelskelser der aldrig bliver til noget. Jeg har romantik til overflod, og det lagrer sig i mine drømme og digte, og i mine uendelige benspænd. Jeg har romantik til overflod, og den binder sig altid til det umulige. En umulig overflod. Det lyder som en sikker druknedød, men jeg har holdt mig flydende i vandoverfladen indtil videre. Videre. Jeg skal videre herfra. Helt bogstaveligt talt skal jeg op og røre mig lidt. Mit hoved er ved at blive tungt. Det er egentlig underligt når jeg kom her for at tømme det. Men det er selvfølgelig nærliggende at tro, at tanker og drømme vejer mindre end luft. Jeg husker stadig den sidste drøm om dig, som jeg fortalte dig om. Den med drømmen i drømmen. Den gjorde mig i hvert fald helt høj, som når man har fået for meget ren ilt, selvom den også viste mig det store savn det var ikke at have dig ved siden af mig. Det er der drømmenes natur i sandhed bliver indviklet. Når de kan få én til at svæve det ene øjeblik, og i det næste lægge sten i ens støvler, så man næsten ikke kan flytte fødderne fra jorden. Er drømmen bare en neutral beholder, hvor indholdet er det eneste der bestemmer dens vægt? Eller er det fordi vi fortolker på det vi oplever, at verden har de egenskaber den har? Er det kun mørkt udenfor, fordi du er i Spanien og jeg ikke har haft nogen kærlighedsdrømme i dag? Er det kun koldt i juni, fordi jeg er træt af at tænke på ting, som jeg skal kunne i tredive minutter og så aldrig mere? Hvor er min eksamen i kærlighed? Hvor er min eksamen i godhed? Hvor, jeg spørger hvor er min eksamen i sandhed? Hvor er du?

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s