Hudfarve.

Du vil have mig til at skrive om farverne. Du beder mig om det, som en tjeneste jeg kan gøre dig. Men du ved godt, at jeg gør dig tjenester. Du ved, at jeg ikke siger nej. Jeg har aldrig sagt nej til dig. Og nu beder du mig om at brede hele paletten ud for dine fødder. Du ønsker pariserblå, som jeg ikke vidste eksisterede udenfor mine frankofile drømme, hvor den svinger sig i nederdele på en jazzklub i 1934. Du ønsker okker, som jeg ikke engang ved hvad er. Men jeg finder ud af det, som jeg finder ud af alting for dig. En gul okker, siger du. Den ser klam ud, siger jeg. Ved du godt hvor klam den er? Den ligner slutningen på en god aften, det er hvad den ligner. Og den skal jeg skrive noget pænt om? Det er det indre der tæller, men hvordan ser en farve ud på indersiden? Hvordan ser verden ud inde fra en farve? Inde fra okkergul? Nej, så vil jeg hellere være blåøjet. Du ønsker permanentgrøn. Det er i det mindste en farve man kan forholde sig til. Den changerer ikke bare sådan lige. Men er den græs? Er den fremad march? Du ønsker en verden opbygget af tre farver. En verden der aldrig stopper. Det ville også ligne dig dårligt at holde tilbage for noget, når du først har sat dig en tanke i hovedet, ligegyldigt hvilken farve den så måtte have. Du er en skaber, og nogle gange overvejer jeg om det er mig, der er dit skaberværk, eller om jeg blot er dit redskab. Er jeg bare fingre og forstand? Er jeg tæer og tanker? Er jeg krop og kreativitet når dit blik falder på mig, og hovedkulds hensygnet når du kigger væk igen? Er jeg overhovedet noget mere end en samling af farver i dit synsfelt? Hvor mange nuancer ville jeg tabe for dig, hvis du blev farveblind? Er det dét kærlighedens livscyklus er: en oversansning af bestemte atomer, indtil ens sanseapparat bliver træt og man langsomt mister den anden af syne? Jeg støder stadig på din duft på uventede steder. Det er aldrig mens jeg ser dig, at den kommer. Du har en anden duft nu. Nej, det er altid når du er længst væk, i en anden by på et andet kontinent, at jeg indånder din duft og ser dine gamle farver for mig. Det er når du er uendeligt langt uden for rækkevidde, jeg kan strække min hånd frem og mærke din varme. Som om jeg først rigtigt kommer til at finde dig igen, den dag du er helt borte. Som var du en glemt åbenbaring, jeg først kommer i tanke om, den dag det er for sent.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s