I flammerne.

Jeg siger altid til andre, at det handler om ens mindset. Og det holder jeg fast i, nu hvor jeg selv har det svært. Men jeg erkender til gengæld hvor svært det kan være at ændre det mindset, hvis det er tilpas indgroet. Mit problem lige nu er, at jeg finder tilværelsen fuldstændigt meningsløs. Jeg kan ikke finde noget purpose i verden, som er værd at stræbe efter. Det vil sige: de eneste former for missioner jeg kan forestille mig, forekommer mig urealistiske eller utilstrækkelige. Jeg vil gerne redde verden, men hvem fanden kan redde verden? Jeg vil gerne gøre livet bedre i bare ét sekund for en ven, men hvem fanden har brug for ét sekunds lykke, når hele den verden der omgiver os fortsætter på samme spiral ned i flammerne? Jeg ser så mange, der kæmper for så meget godt, men jeg kan ikke få mig selv til at tro på projekterne. Kan jeg være blevet ramt af en overbevisning om, at mennesket grundlæggende er ondt? Jeg forstår ikke hvordan så store dele af menneskeheden kan lade sig forføre af had, hvis ikke det ligger som noget grundlæggende i os. Men samtidig føler jeg ikke, at jeg skal kæmpe imod, for ikke at blive et hadefuldt menneske. Har de det ligesådan? Skal de ikke kæmpe imod, for ikke at føle det naturlige i lighed og åbenhed? Der er virkelig kommet en ideologisk kløft, og det i en verden som for tiden ellers virker fuldstændigt ideologiforladt. Det er i sandhed nok en ideologi jeg mangler. Jeg har altid været forført af de store drømme: den evige kærlighed, rejser til det ydre rum, en planet uden landegrænser. Mine tanker har altid været farvet af drømmenes lyse nuancer. Men nu hvor jeg er blevet ældre, hvor verden pludselig begynder at presse sig på, ser jeg drømmene smuldre. Ser jeg at jeg enten ikke har kæmpet hårdt nok, eller at det simpelthen var umuligt fra start af. Og jeg har svært ved at drømme nye missioner frem. Jeg er blevet for vant til verden. Blevet for vant til de muligheder, som er præsenteret for mig her. Som jeg skrev i går, har jeg brug for bjerge. Jeg har brug for natur og en verden som ikke indeholder byer. Jeg vil mærke det, som man mærkede dengang man ikke kendte videnskabens svar på hver gåde. Jeg vil spørge mig selv hvad en stjerne er, og ikke kende svaret, men digte muligheder: som et flammende hav bag et hullet tæppe. Jeg vil mærke det meningsfulde i en god gerning, fordi man ikke ved, hvor skidt det står til rundt omkring. Jeg vil, at det ikke blot skal være en illusion, når man sætter sig ned et par mennesker i nærvær, og lukker verden ude; men at man rent faktisk ikke kender noget til hvad der sker udenfor ens egen lille kreds. Hvad i alverden skal jeg med information om Afrika? Eller Nordkorea? Eller USA? Jeg ved det ikke, og jeg føler jeg ved mindre og mindre, samtidig med at jeg bliver overlæsset med information, og det skræmmer mig. Jeg er skræmt over den retning vi har bevæget os i. Vi kigger og vi hører, men vi hverken ser eller lytter. Vi går rundt i en verden, som er på vej mod total content-basering, så meget at vi selv begynder at blive content: et indslag i hinandens liv, som vi bliver lidt forbløffede over, hvis vi ikke lige kan slukke for. Vi lader ikke ting berøre os, kun i en sådan grad at vi kortvarigt kan hidse os op over det. Vi forstår ikke. Og vi prøver ikke på det. Og hvor skal der så findes en mening?

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s