Elegy for Dunkirk.

Jeg forestiller mig en by, hvor hver lygtepæl har en lille højttaler på sig. De spiller alle det samme musik over hele byen, så det er præcis højt nok til at rumme livet og larmen. De skal spille melankolsk filmmusik, som Elegy for Dunkirk. Er det i sidste ende ikke det eneste, som vi alle bliver rørt af? Lange toner på cello og violin, korsang og højt til loftet. Er det ikke det eneste, som vil kunne få os alle til at sætte livet og kærligheden øverst? Er det ikke det eneste, som vil give plads til dem, som har det svært; dem som ikke passer ind; dem som har mistet alt og dem som ikke ved hvordan de skal håndtere at have hele verden for deres fødder? Når vi ser filmene drømmer vi om at have den musik som baggrund i vores eget liv. Vi ønsker altid at føle os lidt mere specielle, men Billboard 100 distancerer os kun yderligere fra det specielle. Det er den omsiggribende melankoli fra filmens musik vi har brug for. Det er smerten udenfor os, til at hjælpe os af med den der trykker indefra. Det er et råb om hjælp – og et svar – til en civilisation i forfald.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s