Atomerindringer.

Jeg har lige skrevet mit første gode digt i år, som ikke handler om død. Jeg har lige skrevet mit første gode digt i år, som ikke handler om dig. Pludselig skriver jeg om lys og lamper; om lettelse og dans. Pludselig føles mit hoved igen som en gryde hvor gode ideer bliver skabt. Jeg ved ikke om jeg skal tilskrive det valentine’s day, vinterkulden eller bare februar generelt. Måske en afklarethed som jeg ikke havde regnet med at finde. En vished om at verden fortsætter uanset hvad. Uanset hvem der kysser hvem; uanset hvor meget hjerte rimer på smerte, så bliver det hele ved med at dreje og flyve, dreje og flyve, dreje og flyve. Selvom jeg skulle stige af, så vil systemet fortsætte, som det gjorde det i milliarder af år inden jeg steg på. Jeg ved det godt. Jeg har hele tiden været klar over det. Denne totale ubetydelighed. Men jeg mister nogle gange fokus. Jeg skal mindes om det; mindes om atomerne. Og det er altid på de mest betydningsfulde dage, dem som jeg husker, at jeg bliver mindet om det. Det er når jeg skaber noget at erindre, jeg bliver bevidst om at mine erindringer er ligeså dødelige som mig selv: At alting er lige insignifikant. Der er kun den mening vi selv tillægger tingene. At vi sad ved siden af hinanden og drak kaffe i dag betød kun noget, fordi vi tillagde det en mening. I alle de verdener hvor vi ikke tillagde det nogen mening, var vi bare to samlinger af atomer i en relativ nærhed til hinanden, som bevægede mindre samlinger af atomer mod os. Jeg lærer at sætte pris på ting, når jeg tænker over hvor umuligt det hele er. En kæmpe eksplosion fra et mikro punkt. Stjernetåger, planetskabelse, evolution. Mine forældre der mødes. Dine forældre der mødes. Os der mødes. Hvor er alting umuligt. Hvor er verden kold og kynisk, selv når den brænder allervarmest, hvis den er uden mening. Hvor er verden kold og kynisk uden os. Og jeg mener ikke mennesket. Mennesket er den koldeste, mest kyniske konstellation af atomer endnu set. Jeg mener os: som vi sidder ved siden af hinanden med mening imellem os. Når du smiler, og jeg ved hvad du smiler af.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s