Fordybningerne.

Det er når jeg går, til købmanden som oftest, jeg ser dem. De træder så tydeligt frem, at jeg ikke kan undgå at lægge mærke til dem: fordybningerne. Fordybningerne i alt. Fordybningerne langs med vejen. Fordybningerne inde i skoven. Hvordan selve landskabet og vores begreber om det er skabt ud fra en forståelse af fordybninger. Kontrasterne, at noget lægger sig, for at noget andet kan stige til vejrs. Nogle gange naturligt, andre tvunget. Men det sker. Hvad end årsagen, så sker det altså, denne insisteren på formning, ændring, skabelse. Som om fordybningernes primære funktion er at give det dybt paradoksale vidnesbyrd, at naturen ikke kan holdes nede. Som om naturen taler til os, giver sin version af det menneskelige spørgsmål, om der kan være godt uden ondt. Og naturens svar er klart: Vi har brug for kontrasten. Ellers står vi stille. Så kommer vi ingen vegne, så skaber vi intet, hvis ikke vi accepterer denne indlejrede dualitet. Men ligesom vi ikke skal kigge op, når vi står på toppen af højderyggen, skal vi heller ikke lade blikket falde, søgende efter noget endnu længere nede, når vi står i fordybningen. Vi må godtage betingelserne, på samme måde som naturen gør det. Vi kan ikke lave vores egne spilleregler. Det er for letkøbt. Vi må gå ud fra de præmisser, der er, og så sørge for at leve med det nysgerrige blik. Vi må lede efter mulighederne, som vulkanøen der skyder op fra havets bund. Vi må være bevidste om, at selv en fordybning i siden af vejen en dag kan blive til et bjerg.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s