Baglæns igen.

Jeg drømte om dig i nat for første gang siden dengang. Dengang jeg sagde farvel. Hvis jeg overhovedet fik sagt det, farvel. Det skete så hurtigt. Det eskalerede lige pludselig. Lige pludselig var det farvel. Men i nat drømte jeg om dig. Jeg har drømt utroligt lidt om dig i al den tid vi har kendt hinanden. Det har altid været lidt et mysterium for mig, hvorfor du ikke var mere i mine drømme, end du var. Min teori var, at det var fordi du var i mit hoved hele dagen. Natten var det tidspunkt hvor jeg omsider kunne tænke på andet end dig. Nu er det lige omvendt. I går tænkte jeg ikke på andet end min nye lejlighed og andre mennesker som er i min hverdag nu. Lejligheden er ved at blive rigtig flot. Jeg har fået plads til alle mine ting, og føler mig allerede mere hjemme her end jeg nogensinde nåede i København. Indrømmet: jeg har ikke været udenfor en dør det sidste døgn. Jeg skriver eksamen, eller: jeg bør skrive eksamen. Mest af alt ser jeg bare serier, som jeg allerede har set, og forsvarer det med, at de emnemæssigt beskæftiger sig med det samme som min eksamen. Og så tænker jeg. Jeg har tænkt på dig det meste af dagen i dag. Har tænkt på om drømmen betyder noget. Kan drømme betyde noget? Jeg ved det stadig ikke. Jeg tror den stærkeste effekt af drømme er undren. Og forundring. Men det virker bedre, hvis de kan forudsige ting eller give svar. Så bliver de mere værd. Hvis den her drøms evne var at forudsige, så var dens profeti, at du snart ville være alene og ville skrive til mig, og jeg ville svare dig. Hvis dens evne var at give svar, så var spørgsmålet nok: banker du stadig rundt sammen med mit hjerte? Jeg får åndenød bare af at skrive det. Når jeg sætter mig ned og tænker på dig, mærker jeg det helt ind i hver en knogle som før. Mine øjne bliver våde og jeg graver mig dybere ned under dynen. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være sådan. Og jeg har aldrig været særligt god til at håndtere det, som jeg ikke forstår. Enten bliver jeg konfronterende imod det, eller også vender jeg det ryggen. Med mine følelser for dig har jeg gjort begge dele. Eller prøvet i hvert fald. Jeg har nok ikke haft særligt stor succes med nogen af delene. Sidst vi rigtigt snakkede sammen var du ude og gå tur – ude iblandt hestene som du fandt. Min nye lejlighed ligger lige ved siden af en flok heste. De gør det svært ikke at tænke på dig, når jeg kommer forbi dem. At tænke på hvor godt du ville have syntes om det her sted. Og at tænke på, at du nu aldrig kommer her hen. Og at det er min egen skyld. Og jeg ved ikke, om du vil sige, at jeg skal sluge min stolthed og sige undskyld for at te mig tosset og invitere dig her hen, men det var aldrig stolthed, som kom i vejen. Tværtimod. Det var en indseen af, at jeg ikke kunne blæse og have mel i munden på samme tid. Jeg ville ønske du kunne komme her hen, men kun hvis drømmen var en profeti. Ellers er jeg sikker på, at det ville rive op i alt for meget af det, som jeg omsider har fået på plads. Hvis jeg da har fået noget på plads. Udover min lejlighed har mit liv ikke bevæget sig fremad i et år. Jeg har prøvet de seneste måneder, men på en måde har jeg stadig ikke kunnet prøve helhjertet. Måske er det bare fordi jeg er så genert. Jeg sørger for at spænde ben for mig selv hver gang jeg kan komme til det. Jeg kan ikke formulere mig på andet end skrift, og selv her i min egen monolog taber jeg tråden fra tid til anden. Endnu en af mine venner har fået konstateret depression. Det er snart mange. Selv tænker jeg på at dø mindst en gang i døgnet. Jeg har altid været ret fascineret af døden. Jeg vil gerne være fri for at dø af andres vold. Jeg synes det er lidt træls, hvis andre skal bestemme hvornår man skal dø. Men du ved at død og ødelæggelse altid har været en stor del af de ting jeg skriver. Jeg glæder mig til det. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til aktivt at opsøge det, men jeg glæder mig til det. Jeg glæder mig til at mærke hvordan det føles. Jeg har altid gerne villet være Peter Pan, og jeg har i hvert fald samme banken inde i kroppen som ham, der siger “to die will be an awfully big adventure.” Jeg har aldrig forstået livet. Jeg har aldrig sat pris på det på samme måde som andre. Det er ikke fordi, jeg ikke har nogen store oplevelser som levende væsen. Det har jeg, men de drukner. Jeg drukner. I undren. I ligegyldigheder. Hvorfor opleve ting? Fordi vi har fået et vist antal minutter, som vi skal gå igennem, før vi ikke er her mere, og så er det bedre at opleve noget end ikke at opleve noget? Det er som om de eneste oplevelser jeg virkelig forelsker mig i, er dem som jeg ikke kan få. Kan det så ikke være lige meget? Hvis jeg ikke kan få lov til at undersøge solen og andre galakser på nært hold, hvorfor så overhovedet prøve at lade dagene gå på Jorden? Hvis jeg ikke kan finde ud af at spille store symfonier, hvorfor så sidde og blive irriteret over endnu engang ikke at kunne klare et greb på min guitar? Hvis jeg ikke kan blive elsket af dig, hvorfor så overhovedet søge efter kærlighed? Jeg er ved at nærme mig tusind ret triste ord. I det mindste er klokken ved at være 20, så kommer der en ny overspringshandling. Og så må jeg komme i gang med min eksamen bagefter.

.gim lit revirks ud rebåh geJ

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s