Følelsernes vold.

Jeg savner dig. Selvfølgelig gør jeg det. Særligt nætterne uden søvn, hvor alt der eksisterer, er mig og min telefon, som ikke blinker nye beskeder ind, savner jeg dig. Det vidste jeg godt inden. Jeg vidste godt, at det ikke ville være uden omkostninger. At jeg ikke bare kunne lave et cold break fra dig, uden at det til tider ville knække mig. Jeg vidste også godt, at vi på en eller anden måde ville komme til at fortsætte med at kommunikere. Om ikke med hinanden, så til hinanden.

Jeg forstår godt, at du blev sur på mig. Men jeg tror på, at det var den letteste måde. Hvis vi skulle have haft en lang snak om det, var det aldrig sket. Hvis det langsomt skulle dø hen, var det aldrig sket. Det blev nødt til at være på den måde. Et farvel er altid lettere, hvis man kan være sur på hinanden, når det sker.

Der var ikke nogen vej udenom, det tror jeg ikke. Under alle omstændigheder kunne jeg ikke se den, hvis den var der. Vi har hængt fast i hinanden alt for længe. Vi har givet hinanden håb og dårlig samvittighed, uden at stille op med noget som kunne forsvare det. Vi har lagt beslag på hinanden på en måde, som har gjort andre – og os selv – kede af det. På trods af at jeg aldrig nogensinde har lært dine intentioner at kende, føler jeg, at vi begge har været en underlig sikkerhed for hinanden, som har holdt os (i hvert fald mig) fra at kaste os fuldt ud i andre ting. Jeg håber i det mindste, at du også har følt en smule af det, for ellers burde jeg have lavet det brud lang tid før. Hvor kynisk det end lyder.

Nogle dage føler jeg mig virkelig banket blå og gul over min beslutning. Har jeg virkelig gjort det? Men det er jo dig – som jeg havde set hele min fremtid med; som var den eneste, jeg ville sætte over alt andet; som var min inspiration og glæde når alt gik imod mig; som kunne få mig til at drukne i tårer på en ellers perfekt dag, når du tvang mig til at forestille mig en fremtid uden dig. Det er jo dig, som var kommet til mig som et lyn fra en klar himmel, og havde slået benene væk under mig på ingen tid. Det er jo dig, som jeg altid fortalte om, når folk spurgte mig, om jeg havde oplevet en af de der helt store forelskelser, som får én til at ønske sig at leve uendeligt og at dø lige nu. Det er dig. Og lige meget hvor jeg kigger hen, så finder jeg nok ikke den slags igen.

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er blevet ældre. Om det er fordi, du var min første store forelskelse. Om det er fordi, der kun er én eneste til hver person i verden og du var min. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at hvis det ikke kunne lykkes mig at vinde dit hjerte, så blev jeg nødt til at prøve at glemme, at det nogensinde har banket imod mit. Og langt de fleste dage går det godt. Jeg tvivler oprigtigt på, at der er gået en eneste dag siden du skrev første gang, hvor jeg ikke har tænkt på dig. Men siden jeg sagde farvel, har du været en tanke, som blot en gang imellem er kommet frem i mit hoved.

Jeg har næsten lige set Eternal Sunshine of the Spotless Mind. Jeg vidste ikke hvad den handlede om, da jeg startede den. Det er utroligt, den måde verden virker nogle gange. Selvfølgelig var det da lige netop nu, at jeg skulle se den film. Jeg har altid været meget sort/hvid i forhold til forskellige ting. I de dårlige perioder igennem årene har jeg ofte ønsket, at jeg bare kunne glemme dig helt. Det er ikke længere mit mål. Despite everything, så er jeg trods alt lidt mindre kynisk end da jeg var 16. Og 17. Og 18. Og nok også 19. Jeg vil stadig gerne huske dig. Måden vi to levede konstant forbundet de første år, er noget af det mest fantastiske jeg har oplevet. Jo, det var ekstremt frustrerende til tider. Mest af alt, når vi pludselig ikke var forbundet i en time, eller en aften, eller en hel dag, fordi du var sammen med en kæreste – mens jeg lå med min telefon og tænkte: det er okay, vi ender op sammen. Ligesom i filmen. Der skal bare gå 7,5 år.

Jeg ved ikke, om det er dét, der endelig har gjort det. At jeg har indset, hvor mange år jeg egentlig har sat af til det her, uden at føle, at vi har bevæget os tættere på hinanden. Om noget kom vi bare længere og længere fra hinanden. Men uanset hvor langt vi kom fra hinanden, sad du stadig allerforrest i mine tanker hver dag. Og selvom jeg ikke ved, om jeg overhovedet er skabt til at være sammen med nogen, eller om jeg i virkeligheden kun trives i ugengældt kærlighed, så ved jeg, at det er på tide, jeg giver det chancen og finder ud af det. Og det bliver ikke en fair chance, hvis jeg bliver ved med at gå og tænke på dig. Det er ikke holdbart at prøve at starte et rigtigt forhold, hvis jeg hele tiden tænker på, om du er ved at blive single igen. Det vil jeg ikke byde nogen.

Du har selvfølgelig ret i, at vi har en historie. Der er så meget, jeg har med dig, som jeg ikke kommer til at have med nogen anden nogensinde. Men jeg tror ikke, at vi har nogen historie, som gør det umuligt for os at give slip og komme videre. Vi er ikke forbundet af en masse veje. Vi kommer ikke til at støde på hinanden. Vi betyder meget for hinanden, men vi er ikke hinandens ilt. Det var du for mig, da vi var 16. Og i perioder mens vi blev ældre. Der ville jeg ikke kunne have forestillet mig, at jeg nogensinde ville sige farvel til dig, uden at én af os var på vej væk fra verden. Dengang følte jeg virkelig, at et brud med dig ville være som at stoppe med at trække vejret.

Men vi er ikke ligeså vigtige for hinanden længere. Jeg tror vi begge har lagt afstanden ind, fordi vi godt vidste, at det ikke kunne lade sig gøre, hvis vi skulle kunne gøre os afhængige af andre mennesker, at vi så hele tiden skulle op til hinandens overflade for at suge luft ind. Nej, vores afstand er blevet større. At vi ikke så hinanden en eneste gang, mens vi boede kun nogle få kilometer fra hinanden i næsten et år, var lidt skriften på væggen. Hvis det var den vigtighed vi havde for hinanden nu, så virkede det næsten selvmordsagtigt at blive ved med at tro på, at vi nogensinde ville kunne blive til mere. Og derfor blev jeg nødt til at finde ud af en måde, der kunne gøre det muligt for mig at forlige mig med, at vi to ville blive til mindre.

Jeg håber, du forstår, at jeg ikke har gjort det for at være dum.

Jeg håber, du forstår, at du stadig betyder utroligt meget for mig.

Jeg håber, du forstår, at jeg ikke er sur på dig. På nogen måde.

Jeg håber, du forstår, at jeg godt forstår, hvis du er sur på mig.

Jeg håber, du forstår, at det ikke er let for mig.

Jeg håber, du forstår, at jeg føler, jeg gør det for vores begges skyld.

Mest af alt håber jeg bare, at du forstår mig.

Og jeg håber, at du ved, hvor fantastisk du er.

Mit hjerte har aldrig banket så hårdt, som da det bankede mod dit.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s