Springer.

Jeg er ikke længere sikker på grunden til, at jeg skriver bloggen på engelsk. Jeg tror måske, jeg vil skifte, eller lave en ny der udelukkende er på dansk. Jeg har overvejet det flere gange. Så kan jeg også lave én, der udelukkende er til poesi. Nogle gange er det bare lettere at udtrykke sig på dansk. Nogle gange gemmer ordene sig bare ikke på samme måde, som de kan gøre på engelsk. Der er så mange at vælge imellem, at man ofte farer vild. Særligt når man ikke selv helt ved, hvad det er, man vil sige, når man begynder en ny post.

Som oftest kommer jeg for at skrive om dig. Det er som om, det er her jeg kommunikerer med dig, når jeg ikke rigtigt ved, hvordan jeg ellers skal gøre det. Når jeg er bange for, at du ikke vil svare, hvis jeg skriver til dig. Når jeg tænker på alle de ting, jeg aldrig har fået, og aldrig får med dig.

Have you ever felt like you would always be alone
like no matter what you did,
you would always feel this hole?
If you could just read me,
I would make everything right
inside there’s a real me,
who’s been shying away from the light
don’t you believe me?
Are you alright?
Is there even a real me,
or am I just a series of nights?

(Twin Sister: Blush) Ja, jeg sagde jeg var ligeglad. Jeg mente det, da jeg skrev det. Men jeg mente det ikke, som det lød. Jeg mente det ikke, som jeg fik det til at lyde, og ville have det til at lyde. Du har altid haft eneret på at gøre mig helt tosset. Tosset med dig og tosset med verden og tosset og rundtosset.

Jeg siger ting som at jeg er ligeglad, fordi jeg bliver nødt til at prøve at efterlade dig. Det burde være meget lettere. Det burde ikke tage mig flere år. Normalt har jeg arbejdet mig igennem venner i løbet af et år eller to. Men det er også det, der er problemet. Jeg har jo aldrig villet være din ven. Det må du snart forstå. Hvis du ikke allerede forstår det. Det er derfor jeg kæmper sådan. Det er derfor, det altid har været så svært for mig. Jeg er ikke interesseret i at have dig som min ven.

Ikke fordi jeg ikke kan lide at have dig som min ven. Du er en formidabel ven, og har været en af de bedste jeg nogensinde har haft. Men fordi jeg bliver ved med at ville have mere end det. Jeg bliver ved med at dumme mig. Om og om igen. Jeg kan ikke lade være med at læse alt som en mulighed for, at vi to kan være sammen, og jeg har svært ved at forestille mig, at det kommer til at ændre sig i vores solsystems livstid.

Jeg burde nok skrive det her lidt mere direkte til dig, men nu ved jeg, at du læser min blog igen. Så du finder det jo nok. Det er ikke fordi jeg er ligeglad. Hverken med dig, Universet eller mig selv. Det er fordi jeg ikke kan holde til at være involveret. Det tager alt for hårdt på mig. Og når jeg reagerer på det, tager det også hårdt på dig. Og jeg har ikke lyst til at blive ved med at såre os begge to.

Jeg har ikke lyst til at skrive flere kærlighedsdigte og -sange om dig. Ikke hvis de allesammen skal være ulykkelige.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s