Tilbage til starten.

Det er på en måde svært at engagere sig fuldstændigt. Det er som om ordene aldrig rigtigt kommer ud, altså, derud, hvor man ønsker de skal komme. Man stopper altid kort af tanken. Der er altid rum for mere. Hvilket, forestiller jeg mig, nok er meget godt. Det ville være forfærdeligt, hvis man altid fik sagt alt det man havde i tankerne. Det ville være forfærdeligt, hvis jeg aldrig kunne holde noget hemmeligt for dig. Hvis jeg altid skulle fortælle dig alle mine sandheder. Og dine. Hvad godt ville der komme ud af det? Hvad godt ville det bringe med sig, hvis der aldrig var plads til hvide løgne? Jeg har en følelse af, at det meste af samfundet er bygget op på hvide løgne. De fleste komplimenter tenderer til at ramme ind i den kategori. Jeg tror kun jeg får 3-4 oprigtige komplimenter om året. Udover min mors. Og dem hænger jeg fast ved som var de vand i en ørken. Man bliver nødt til at tage imod det man bliver givet af andre. Det er så sjældent, at man ser et andet menneske-som-menneske og ikke blot menneske-som-bekendt eller menneske-som-middel der ser dig ligesådan. Det er næsten uhørt, at man kan se et andet menneske ind i øjnene, og vide at man får sandheden, hele sandheden, og man samtidig tør høre den. Vi lever nok generelt med en usikkerhed der holder os fra det. Der er jo ikke noget værre, end at høre en sandhed man havde været bedre foruden. Det kan godt være det er en sandhed, men som oftest bliver den først regnet for sådan, når man ser den beskrevet og konfirmeret i ord. Så er der ingen vej tilbage. Så er sand-heden ude, og er blevet en del af virkelighedens mange sande sætninger. En af virkelighedens relationer.

Jeg tænker meget på relationer for tiden. Lige siden jeg læste Russell og Wittgenstein. Og Frege, for den sags skyld. Relationer og forhold. Jeg fornemmer at alting står i relation til hinanden. Og alligevel synes meget at kunne fungere vidt for sig. Jeg har endnu ikke fået gjort mig klar over min position her, hvilket jeg godt nok heller ikke har særligt mange andre steder. Det er det spændende, når man studerer noget, der er så indholdsrigt, at man ikke blot kan give det en halv time og så sige: det her tror jeg på. Man bliver næsten nødt til at give hver ting en livstid. Man kan selvfølgelig hurtigt finde ud af med sig selv, om man er tilhænger af den ene eller anden teori, men om man tror på den og vil kæmpe for den, det finder man først ud af, når man finder ud af, hvor begrænset viden man har, og man bliver nødt til at finde ud af mere indenfor dette eller hint felt. Da finder man ud af både de pæne og grimme sider ved enhver teori. For enhver teori har en grim side. Hvis dette ikke var tilfældet – hvis der virkelig var én teori der malede alt lyserødt og ikke bad dig om at se bort fra virkeligheden – så ville der ikke være nogen grund til videre diskussion. Men diskussionen lever i bedste velgående. Og med god grund. Der er altid noget at diskutere. Der er aldrig noget endeligt svar, virker det til. Der er tanker, og der er mennesker der søger at dele deres tanker. Men ligeså snart tankerne skal ud, så bliver de blokeret af ordenes mangler. Og så er vi tilbage til starten.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s